|
Røde
Hjælp styrkede solidariteten
Nikolaus Brauns sætter
fokus på hvad Røde Hjælp i Tyskland betød for solidariteten i
arbejderklassen, ikke mindst for kvinderne var organisationen af stor
betydning.
Emne: Internationalt |   |
4/1-2005
af Gerd Callesen
I mellemkrigstiden fandtes der internationale solidaritetsorganisationer
for forfulgte og strejkende arbejdere.
Den ene var International Arbejder Hjælp (IAH), som blev ledet af den tyske
kommunist Willi Münzenberg. Det var oprindelig en organisation, som skulle
hjælpe de hungersnødramte i Sovjetunionen. Senere fik den yderligere
opgaver for eksempel strejkeunderstøttelse og herunder bespisning af de
strejkende og deres familier.
IAH var en del af den såkaldte Münzenberg-koncern. "Koncernen"
udgav aviser, for eksempel Arbeiter Illustrierte Zeitung (AIZ), havde
bogforlag og bogklub, sørgede for distribution af sovjetiske film og satte
en egenproduktion af film i gang og så videre.
Den anden hjælpeorganisation var Røde Hjælp, som ligeledes fandtes i
forskellige lande. Kendt er den amerikanske International Labor Defense
League og også Røde Hjælp i Danmark. Røde Hjælp i Danmark eksisterede i
flere år, senest fra midt tyverne udgav organisationen et blad, som udkom
til engang i 1930'erne.
De fleste af disse organisationer var sluttet sammen i Internationale Røde
Hjælp (også kendt under den russiske forkortelse MOPR) og støttede hinanden
i internationale kampagner.
Her kan nævnes kampagnerne mod justitsmordene på de amerikansk-italienske
anarkister Sacco og Vanzetti, en kamp der tabtes. Videre kampagnen for the
Scottsboro Boys, ni afro-amerikanere som uretmæssigt blev dødsdømt for
angiveligt at have voldtaget to hvide kvinder. Kampagnen mod den
"hvide død i Bulgarien" hører også til her. Den førte til
udgivelsen af et særtillæg til tidsskriftet "Clarté" i 1927,
"Fra galgernes land".
Disse kampagner viser blandt andet, at organisationen søgte at være en ikke
parti-politisk organisation, der vendte sig mod forfølgelser også af andre
end kommunister, for eksempel anarkister og af racistiske årsager
forfulgte. Der var dog en undtagelse, nemlig Sovjetunionen, hvor man ikke
ville eller kunne erkende overgreb mod ikke-kommunistiske politiske
retninger allerede i 1920'erne.
Kommunistisk hjælpeorganisation
Sidste år udkom der en smukt illustreret afhandling, oprindelig en doktorafhandling
fra universitetet i München. Forfatteren har øjensynlig en vis tilknytning
til den i dag eksisterende retshjælp-organisation Rote Hilfe (Røde Hjælp).
Rote Hilfe er en politisk uafhængig, socialistisk organisation med efter
sigende flere tusinde medlemmer, der hjælper politisk forfulgte i dagens
Tyskland.
Den tidligere Rote Hilfe-organisation oprettedes i begyndelsen af
1920'erne. Der havde været flere forløbere, som bakkede op bag
arbejderaktivister, som forfulgtes af den konservative justits.
Revolutionen i Tyskland 1918/19 havde ganske vist medført en
demokratisering af samfundet på nogle områder. Men demokratiseringen gjorde
holdt blandt andet overfor den overvejende del af dommerstanden og
justitsvæsenet, inklusive politiet. Det medførte, efter at revolutionen var
blevet knækket, at dommerne tydeligt kunne se splinten i arbejdernes øjne,
men ikke bjælken i deres højreradikale meningsfællers. Denne klassejustits
gjorde hjælpeorganisationer nødvendige.
Rote Hilfe var overvejende en kommunistisk hjælpe- eller masseorganisation,
en af de mest succesrige, men fungerede indtil 1928/29 stort set som
overpolitisk organisation. Den blev bakket op af mange ikke-partipolitisk
organiserede arbejdere, socialister og demokrater (s. 47).
Vendingen i Komintern til "klasse-mod-klasse"-linjen i 1928
medførte en udrensning i organisationen, som nu blev underkastet partiets
totale kontrol. Det medførte et betydeligt frafald i medlemsskaren (s. 47,
255) og til et stort prestigetab blandt for eksempel de kendte
intellektuelle, som med deres navne havde været garanter for Rote Hilfes
uafhængighed.
For eksempel brød den kendte anarkistiske forfatter Erich Mühsam med Rote
Hilfe (s. 79). Det var vand på socialdemokraternes mølle - de havde hele
tiden hævdet, at Rote Hilfe var en kommunistisk dækorganisation.
I disse år splittede (eller forsøgte at splitte) det kommunistiske parti
(KPD) også de andre hidtil eksisterende enhedsorganisationer som
arbejdersangerne, arbejdersport- og vandreorganisationer, fagbevægelsen og
så videre. Det svækkede sammenholdet overfor den truende fascistiske fare.
Men de socialdemokratiske partier blev i disse år betragtet som
"socialfascistiske" af Kominternpartierne. Det var således så som
så med en fælles kamp mod den fælles fjende.
En stor succes
Imidlertid oplevede de radikaliserede arbejdere og især arbejdsløse
repræsentanterne for Socialdemokratiet (SPD) som værende på den anden side
af barrikaden. De oplevede socialdemokrater, som dem der på bureaukratisk
vis nægtede at udbetale understøttelse; som dem der i
fagforeningskontorerne opførte sig pamperagtigt; som dem der opløste
lovlige demonstrationer og forbød 1. maj-demonstrationen i 1929.
Det var nemlig lykkedes SPD at indsætte adskillige af deres egne som
politi-officerer i forsøget på at demokratisere i det mindste denne del af
statsmagten. Men dermed var socialdemokraterne underkastet den almene
lovgivning og blev de synlige spidser for den borgerlige stat, der
undertrykte arbejderne. "Socialfascisme-teorien" fik et skær af
virkelighed over sig.
SPD havde for øvrigt i lang tid ikke indset nødvendigheden af at skabe
særlige hjælpeorganisationer for politisk forfulgte, som derfor var henvist
til Rote Hilfe; det kom først i 1932 til oprettelsen af
"Matteotti-komiteen", som fandtes i forskellige lande, og hvis
indsats blev koordineret med hjælp fra Socialistisk
Arbejder-Internationale.
Rote Hilfe var imidlertid en stor succes og medlemstallet voksede uanset
tilbageslaget i 1929 til et antal af cirka 340.000 i 1932; af disse var
over 60 procent ikke politisk organiserede, og KPD fik en ikke
ubetydelig tilvækst i sit medlemstal herfra.
Rote Hilfes funktion var at yde retshjælp og at bakke op om de dømte og
deres familier. Organisationen opretholdt således to børnehjem. Det var
vigtigt, at kunne hjælpe også familierne, for at de anklagede og dømte ikke
skulle være henvist til de statslige myndigheders nåde og barmhjertighed.
Rote Hilfe stod i skyggen af IAH - især har den senere historieskrivning
negligeret Rote Hilfe. Det er der nu rettet op på med Brauns omfattende
analyse, der bygger på en omhyggelig undersøgelse. Den bliver blandt andet
suppleret af en undersøgelse af de sagførere, der arbejdede i og med Rote
Hilfe (Heinz-Jürgen Schneider med flere: Politische Strafverteidiger in der
Weimarer Republik - Geschichte und Biografien, Bonn 2002).
Illegal modstandskamp
Helt nyt er imidlertid kapitlet om den illegale modstandskamp mod nazismen
efter 1933. Arbejdet kunne videreføres i meget beskedent omfang. Enkelte
steder lykkedes det at smugle sig ind i de nazistiske
velfærdsorganisationer og give hjælp til politiske fangers familier.
En international kampagne for at redde studenten Lilo Herrmann, der var
blevet arresteret for illegal virksomhed, blev organiseret og fik også en
vis breddevirkning. Det lykkedes ikke, og Lilo Herrmann blev den første
kvinde og unge mor, der blev henrettet i Nazi-Tyskland.
Efter 1937/38 kan der konstateres en nedgang i modstandskampen over hele
linjen. Det skyldtes især, at det var lykkedes Gestapo at optrævle de
fleste modstandsgrupper. I måske endnu højere grad bidrog hertil, at det
tilsyneladende var lykkedes Hitler-regeringen at gennemføre et økonomisk
genrejsningsprogram, som medførte, at den største arbejdsløshed var
forsvundet.
Rote Hilfe-organisationen var forsvundet, enkelte grupper eksisterede endnu
uafhængigt af hinanden, men kunne ikke rekruttere nye medlemmer og heller
ikke mere komme ud med en politisk agitation. Det hjalp heller ikke noget,
at organisationen i emigrationen antog et nyt navn, Deutsche Volkshilfe;
forfølgelserne i Sovjetunionen nærmest smadrede organisationsapparatet i
emigrationen.
Brauns konklusion er, at Rote Hilfe til trods for mange fejl, var
medvirkende til at styrke solidariteten i arbejderklassen og dermed yde et
vigtigt bidrag i hverdagslivet - og specielt blandt kvinder - til
arbejderklassens emancipation. Det konkluderer han på baggrund af en vel
gennemført undersøgelse og et omfattende litteraturkendskab. Bogen giver
blandt andet på grund af sine mange illustrationer et godt indblik i
samtidens agitationsformer, de er vigtige brikker i præsentationen af
kildematerialet.
Nikolaus Brauns: Schafft Rote Hilfe! Geschichte und Aktivitäten der
proletarischen Hilfsorganisation für politische Gefangene in Deutschland
(1919-1938), Pahl-Rugenstein Verlag Nachf., Bonn, 2003, 345 s., 32. 00
Euro, ISBN 3-89144-297-1
|
